Arkiv / Forår 2013

 

Kirkebladet forår 2013 

Præsten skriver: 
Giv mig, Gud, en salmetunge,

så for dig jeg ret kan sjunge
højt og lydelig,
så jeg føle kan med glæde:
sødt det er om dig at kvæde
uden skrømt og svig! 

 I skrivende stund – den sekstende marts – drysser sneen ned. Den lægger sig på grene og græs, på tage og kirkespir, den lægger sig på veje og marker. Det er både smukt og træls. Her i sidste halvdel af marts måned har vintervejret stadig ikke sluppet os.

 Men vi ved dog at det efter al sandsynlighed blir forår igen. Det varer sikkert ikke længe, så er foråret her.
 Sådan er det gået i mange århundreder. Vinteren er blevet afløst af forår – og foråret af sommeren osv. Så indvendigt begynder vi – trods snefald – alligevel at glæde os, og mærke forårsstemningen, og – når det går højt kan vi måske endda fornemme, at selve den solbeskinnede sommerdag nærmer sig.
 Og det vælter allerede ind i vores postkasser med reklamer for alt muligt sommerligt: Grill, myrepulver, havetraktorer, parasoller, soveposer, telte, fliser, gød-ning – samt en reklame, vi her i præstegården faldt over, som reklamerer for en bog om drivhuse ”Vis mig dit drivhus” hedder bogen. Den ser spændende og interessant ud, og omhandler åbenbart forskellige former for mest gamle drivhuse, som mennesker har gjort meget ud af. 
 Grundtvig skriver også om ”drivehuse” i salmen ”Giv mig Gud en salmetunge…”, hvor det hedder i det syvende vers: 

 ”Se! fra dine drivehuse

i det fri, hvor storme suse,
poder plantes ud!
Og når de som sne er hvide,
finest frugt ved vintertide
bære de for Gud.” 

 

Grundtvig betragter troen som en slags drivhus, hvor kristne sås og spirer, og derefter som ”poder” plantes ud i det fri. At pode noget, er jo f.eks. at sætte en æble-gren på et pæretræ, og få den til at gro dér. Sådan skal vi ifølge Grundtvig altså betragte vores tro – som nog-et vi har fået og skal gi videre – troen skal gro videre udenfor drivhuset imellem mennesker. 
 Når Grundtvig i sidste halvdel af verset synger: ”og når de (poderne) er hvide 

 ”finest frugt ved vintertide bære de for Gud”  

så viser han tilbage til fortællingen i evangeliet om Jesu møde med den samaritanske kvinde ved brønden i Sykar i Samaria, hvor Jesus venter mens discip-lene er gået i byen for at hente mad. 
 Der udspiller sig en samtale med en kvinde, som er kommet til brønden for at hente vand – samtalen be-gynder med at Herren ber denne kvinde om vand, og hun undrer sig over at en jødisk mand vil bede en sa-maritansk kvinde om noget, og Jesus siger til hende: ”Hvis du kendte Guds gave, og vidste, hvem det er der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville ha givet dig levende vand.”
 Samtalen udvikler sig, Jesus fortæller kvinden nogle sandheder om hende selv, og hun indser at han er en profet og siger: ”Jeg ved at Messias skal komme, når han kommer, vil han fortælle os alt.” Jesus siger så: ”Det er mig, den der taler til dig.”
 I det samme kommer disciplene tilbage, pakker maden ud og siger: ”Rabbi, kom og spis!” Men Jesus siger til dem: ”Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk. Siger I ikke: Fire måneder tar det endnu, så kommer høsten? Men jeg siger jer: Luk jeres øjne op, og se ud over markerne, de er hvide til høst.” Såvidt Johannesevangeliet.
 Når markerne er hvide, er de klar til at høstes. Så er de fuldmodne. Det er det naturbillede fra evangeliet som Grundtvig bringer ind i sin salme: 

 

”Og når de som sne er hvide
finest frugt om vintertide
bære de for Gud.” 

 

 I evangeliet siger Jesus at der endnu er fire måneder til høsten i naturen – men i troen, siger han, er det høsttid nu, selv om det endnu er ved vintertide.
 Det kan vi godt gentage for os selv hver især: I troen er det høsttid nu, selv om det endnu er vinter-tide. Og det kan vi sige hele året. I troen er det høst-tid året rundt.
 Derfor kan Grundtvig også slutte sin salme med ordene: 

 

”Om end gennem dage hårde,
blomstre skal i dine gårde
hvert et hjerteskud,
bære frugt på gamle dage,
medens bjerg og skov gentage:
Ejegod er Gud!” 

 

Ejegod er Gud. Andet og mere er der ikke at sige – om det så er sommer, efterår, vinter, eller det forår vi hvert år venter så længselsfuldt efter:
 Det er måske hårde dage? Måske med arbejdsløs-hed, måske med sygdom? Måske med sorg?
 Men trods de hårde dage, blomstrer Guds Ord, og det skal bære frugt i os – se dog på naturen, synger Grundtvig, den viser skønhed, den giver os føde – den er et tegn – et tegn på at markerne er hvide, er rede til høst, som Guds Ord er rede til dig og mig. Vi må synge som Grundtvig: Ejegod er Gud!

  

Noget om Utøya  

En lille smule Breivik

Der er en smule Anders Breivik i os alle! Nej, det er der ikke, det kan ikke passe, siger vi. Men det er der. Vi kender alle til dét ikke at kunne rumme andre, ikke at ville dele lokale, minutter eller oplevelser eller ver-den med den anden eller de andre. Det ligger dybt i os. Det viser sig allerede i børnehaven. Og derefter i skolen. Også i gymnasiet findes det. Og på arbejds-

pladsen. Det pulser såmænd også på plejehjemmet mellem de syge og trætte beboere. Hvad skal vi gøre ved det – for vi har vel ikke lyst til at leve med dette Breivik i os?

Erfarne psykologer er vist nu enige om, at der er sket noget i Anders Breiviks barndom og ungdom, som har gjort ham til den han nu er – der er simpelt-hen sket et svigt fra forældrenes side – forældrene har ikke været hos ham, nær ham, og vist ham vej til livet – han har savnet dem, og følt sig fortabt og en-som, følt sig udenfor, sat ud i kulden – han har måt-tet finde vej selv – og så blev det en vej kun for ham selv, en vej hvor andre, med andre baggrunde og meninger, stod i vejen, så at sige. Derfor er det endt som det gjorde med bomben i Oslo og massakren på den socialdemokratiske ungdom på Utøya.

Vi må bestræbe os på at ta fat der hvor det glippe-de i Breiviks tilfælde. Vi må lære børn og unge tole-rence og rummelighed. Vi må vise dem, at de ikke

er alene – at vi er sammen i verden. Og vi må lære os selv det.

Livet er som en efterskole, hvor vi alle bor og lev-er sammen. Og en stor del af tiden i efterskolen-livet går netop med at leve sammen.

Disciplene kaldte Jesus for Mester – Læremester.

Han er også Mester og Læremester for os. Han siger som vejledning til livet: ”Du skal elske Gud af hele dit hjerte, hele din sjæl og hele dit sind, og din næste, som dig selv!” Lader vi de ord være udgangspunkt for vort liv med hinanden, så kan det ikke gå galt. Så forsvinder al selvhævdelse, så lever vi med en helt naturlig ydmyghed mellem hinanden – så mobber vi ikke hinanden, så nærer vi ikke afsky for hinanden, eller det der er værre – det, som hændte i Oslo og på Utøya den 22. juli.

Den afdøde brasilianske biskop Helder Camara spørger i et lille digt:

”Er menneskene er byrde for dig?”

Og han svarer selv:

”Så bær dem ikke på dine skuldre.
Tag dem til dit hjerte.”

Sten Kaalø.

 

 

 

 

 

K