Arkiv / Forår 2014

Forår 2014

Præsten skriver:

Vår! Forår! Grøde! Aftnerne er længere, lysere, var-mere. Det har vi alle sammen opdaget. Det samme sker hvert år. Alligevel er det på en måde lige nyt, lige storslået, lige fantastisk, lige knuselskende dejligt.

Et digt af den tyrkiske digter Nàzim Hikmet lyder:

Som når jeg spiser mit gamle brød dyppet i salt

elsker jeg dig,

som når jeg, vågnet midt om natten, brændende

af feber presser min mund mod vandhanen,

som når jeg hastigt, opstemt og mistænksom,

åbner en mystisk pakke posten har bragt,

som fløj jeg for første gang over et hav

elsker jeg dig,

som den blide skumringshimmel over Istanbul

altid har bevæget mit inderste

og som når jeg siger ”Gud være lovet at jeg lever”

elsker jeg dig.



Digtet er skrevet den 27. august 1960, i Sovjet, hvortil Hikmet var flygtet fra Tyrkiet, efter at have været fængslet som politisk fange fra 1938 til 1950. På trods af sorgen over ikke at have kunnet leve et almindeligt liv, på trods af al grusomhed han har været udsat for, og set overgå andre, på trods af ikke at kunne leve i sit fædreland, kan Hikmet allige-vel glædes ved livet og verden: det ”gamle brød dyp-pet i salt”, det ”kølende vand fra vandhanen”, den sære ”pakke posten har bragt”, flyveturen ”for første gang over et hav”, og ”den blide skumringshimmel over Istanbul” og kærligheden, at kærligheden find-es, så han kan sige ”jeg elsker dig” – og oven i købet tage Gud med sig i glæden ”Gud være lovet”, skriver han der har siddet fængslet for politisk virksomhed i tolv lange år i strenge tyrkiske fængsler, og i 1951 måtte flygte fra sit fædreland på grund af dødstrus-ler, og må leve sine sidste år i landflygtighed – han dør tre år efter at han har skrevet digtet, 61 år gam-mel, i Sovjet.

Der er den samme ukuelighed over foråret, som der tilsyneladende er over Nàzim Hikmet. Og gid vi kun-ne eje samme ukuelighed og stålsathed og følsomhed som digteren ejede – og være forår i os selv, inderst

inde – trods al ulykke, sygdom, nød, arbejdsløs-hed, tvivl og samlivsproblemer, som rammer os.

Måske kan vi hjælpe os selv ved, som digteren, at turde ta de ord ”Gud være lovet” i vor mund og i vort hjerte, og i vort liv i det hele taget.

I menigheden hører vi de samme ord, sagt i en anden rækkefølge ”Lovet være Gud”, som indledning til dåben og som indledning til jordpåkastelsen. To

voldsomme begivenheder. Men det er netop også dér de skal siges – for dér er Gud med, og hører os. Gud

være lovet.