Juleprædiken

Jeg er bange for de store brag
man nogengange får at høre.
Jeg er bange for at der skal blive krig
når jeg hører tanksene køre.

Vi voksne kan også være bange
og synge lange lange bange sange.
Der er så meget man skal passe på
Jeg har jo dig, jeg skal passe på.

Sådan lyder en efterhånden gammel børnesang, som Povl Kjøller gjorde kendt i fjernsynet. Og det var ikke kun i Povl Kjøllers tid, at både børn og voksne kunne blive bange – der er vitterligt også en hel del i livet nu, der kan skræmme os. Vi kan sikkert hurtigt tilsammen nævne femogtyve eller måske halvtreds nogenlunde almindelige situati-oner som kan gøre os bange – udover krig, vold og sygdom.
    Jeg husker fra min barndom, at mørket kunne gøre mig bange. Og jeg husker, at de voksne godt forstod mig, og gerne efterlod en lille sprække af lys ved døren, når de gik ind i stuen efter at ha sagt godnat – så var jeg ikke efterladt i mørket.
    Det er meget almindeligt at kunne blive bange i mørke? Især hvis lyset pludseligt går ud, og man uden at være forberedt på det, står i bælgravende mørke.  
    For nogle år siden gik lyset ud en efterårsaften i storbyen New York i USA, idet al den elektriske strøm forsvandt. Der lever millioner mennesker i New York og mange var på vej hjem fra arbejde da strømmen forsvandt og lyset gik ud, og alle rulle-trapper stoppede, og byens elevatorer stod stille i skyskraberne, og metroen standsede på sporet mel lem to stationer nede under jorden, og alle super-markeder, butikker, kontorer, skolen, haller, villaer og lejligheder henlå i mørke.
    Den aften blev millioner af mennesker bange, har de senere fortalt – men de har også fortalt, hvor el-levilde af glæde de blev, da lyset efter nogle timer atter vendte tilbage – det var nærmest en fest.

   Det, der sker i julen med Jesu fødsel, betyder, at lyset kommer ind i verdens mørke. Han kommer med lyset. Som det hedder i fortalen til Johannes-evangeliet: ”I ham var liv, og livet var menneskers lys.” Hvor mennesket ikke kunne se nogen udveje, skabte Jesus pludselig Guds udvej for os. Det var en fest – en julefest – selv om den foregik mellem dyr i en stald!
   Den amerikanske præst og ligerettighedsforkæm-per Martin Luther King sagde: ”Den romerske kej- ser Julius Cæsar havde et palads og legioner af sol-dater, Jesus havde bare en krybbe og et kors, men det er Jesus, der har delt verdenshistorien i to: Et før og et efter julenatten i Betlehem.”
    Da den russiske diktator Josef Stalin fyldte 70 år, blev han i regeringsavisen Pravda omtalt som et  menneske, der er steget op til uanede højder, hvor-fra han skuer ud over alle folk på kloden.” Få år se-nere blev Josef Stalins navn hurtigst muligt slettet af alle Ruslands historiebøger. Navne kommer, og navne forgår – alle navne forgår – undtagen ét navn: Jesus – med tilnavnet Kristus, som betyder frelser.
   Det begynder julenat ude på marken ved Betle-hem, hvor hyrderne passer på fåreflokken: Himlen oplyses af den store stjerne, og hyrderne oplyses af en flok syngende engle-sendebud, og en af englene taler direkte til hyrderne – og de fatter ikke en brik af, hvad der sker:
   De blir forskrækkede, ja, de blir ligefrem bange,som vi garanteret også ville blive, hvis det var os, der stod på en mark midt om natten og der pludse-lig kom en flok engle svævende. Vi har for resten en af de engle malet på væggen her i kirken, hvis I vender jer om kan I se julenatsenglen over døren.
   Englen siger til hyrderne på marken: ”Frygt ikke!” Altså: De skal ikke være bange. De samme ord som englen sagde til Jesu mor Maria da hun fik at vide, at hun skulle føde Guds Søn, og de samme ord som Jesus selv siger til mennesker: ”Frygt ikke!”
   Der er heller ikke noget hyrderne skal være ban-ge for – for englen fortsætter og siger: ”Jeg fortæl-ler jer en stor glæde som skal være for alle menne-sker: Hør her! I nat er der født jer en frelser – altså en redningsmand – i en stald i Betlehem, det er Je-sus, Guds Søn – han er Gud her på jorden mellem jer.”
   Det må ha lydt meget mærkeligt i hyrdernes hyr-deører. Altså alle menneskers frelser fødes tæt ved dem, og ikke i et fint palads med store middage og tjenere og barneplejersker og vismænd og and med svesker – denne frelser skal ikke fødes et kæmpe-stort sted med blankpudsede soldater på alle gang-ene og silkegardiner og parfumeduft i salene, og med masser af kanoner og tanks stående udenfor – men Guds Søn, Guds billedeGud her, kommer til verden i en lille stald i den ubetydelige by Betle-hem.
   Hvis det var os, der den nat stod ude på marken og fik dét at vide af en lysende engel, så ville vi nok ha set ud som om vi ikke rigtigt kunne tro, hvad vi fik fortalt.
   Og måske så hyrderne netop sådan ud i ansigterne – i al fald fortsætter englen og siger: ”Og som et tegn på at det er sandt, hvad jeg fortæller, skal I gå afsted i natten, og finde stalden under den lysende stjerne, og inde i stalden vil I se den nyfødte og hans mor Maria sammen med Josef mellem dyrene, og der er ingen seng til den nyfødte, så barnet har de lagt i dyrenes ædetrug, i krybben” – som vi alle sammen skal synge det om lidt i ”Et barn er født i Betlehem” – den gamle gode salme, som selv små børn kan synge med på – og når vi synger at: ”en fattig jomfru sad i løn”, så har det ikke noget med penge og lønudbetaling til Jomfru Maria at gøre,  men det vil sige, at Jomfru Maria sammen med Jo-sef befandt sig et sted for dem selv, et afsides sted i al hemmelighed – i en simpel stald:

En fattig jomfru sad i løn
og fødte Himlens kongesøn.
Halleluja, halleluja!

Han lagdes i et krybberum,
Guds engle sang med fryd derom:
Halleluja, halleluja!

Da hyrderne har hørt englens budskab er de ikke mere bange. Frygten er gået af dem. De vandrer afsted i natten. De finder stalden. De går ærbødigt indenfor. Og de ser barnet i krybben, de ser Maria og Josef, og dyrene.
   Og en glæde fylder dem. De flyder over af glæde. De knæler. De jubler. En juleglæde lyser fra barnet i krybben over i dem. Og de fortæller alt hvad de  har hørt af englen ude på marken. De er opfyldt af håb. Usynligt bærer de på en stort skilt, hvorpå der står håb – lisom herude foran kirken. Og hyrderne bukker og takker. Og trækker sig tilbage. De går igen.
    Over Betlehems-markerne er der mørke. Engle-sendebudene er ikke længere at se. Kun de svage lys fra forskellige bål glimter her og der i det fjerne. Hyrderne tumler afsted i natten. Men nu har de lys-et fra krybbebarnet inde i sig, og det lys virker på samme måde som lyssprækken i barneværelset, og som lyset der vendte tilbage og oplyste mørket i millionbyen New York. Og med dét lys i sig, er de ikke bange og frygter ikke noget mørke – for Gud er med dem – Gud er julenat blevet menneske, og han går med håbet ind i alt, hvad menneskers er, af synd og sorg og nød og død.
    Krybbebarnets lys og håb er også kommet hele den lange vej til os, gennem landskaber og tid. Og derfor kan vi fejre jul, om det nok så meget er midt i en Covid19-tid. Fra krybben i Betlehem stråler lyset selv her i Bovlund, for Jesus vil være lys og håb hos os, så vi kan være håb og lys for hinanden. 
    Om den svenske prins Oscar Bernadotte – som var onkel til Dronning Margrethe – fortælles det, at han en dag så en af sine bekendte vandre frem og tilbage i en skummel sidegade midt i det gamle Stockholm.
    Prins Oscar Bernadotte gik hen og spurgte sin bekendt hvad han lavede dér, og manden forklare- de sin vandring frem og tilbage i den skumle side- gade med ordene: ”Jo, min søn er oppe til en afgør-ende eksamen lige nu – det er i en bygning her inde bag ved – og min søn er meget nervøs, og det er højst usikkert om han klarer det. Og klarer han nu ikke sin eksamen, vil han nok snige sig ned af bag-trappen, gå gennem gården og komme ud her et sted, og så vil jeg sørge for at være hos ham som den første og trøste ham og gi ham livsmod…”.
    Menneskelivet er én lang kæmpe eksamen. Og til denne store eksamen ligger det lige for – for os alle – at dumpe, og altså ikke bestå. Men om vi dumper, og sniger os ud i selv den allerskumleste sidegade, så er Jesus også dér – for han vil være hos os og al-tid ta imod os – lisom prins Oscar Bernadottes bekendt.
    Julens under, i Betlehems stald, betyder, at Gud i Jesus går ind i alle denne verdens mørke sidegader, og ad alle slægters dunkle stier, for at komme os i møde, og lyse for os.
    Og med det lys hos os og i os, som julenat stråler fra krybben i stalden, kan vi ønske hinanden glædelig jul – trods alt: GLÆDELIG JUL! Amen!