Bovlund Frimenighed blev dannet i 1879, inspireret af Grundtvigs frihedstanker, og imod det tyske fremmedherredømme. Man ville selv bestemme, man ønskede tros- og handlefrihed. Man kæmpede for at beholde den danske kultur. I årene efter nederlaget i 1864 måtte man erkende, at det ikke kun var på slagmarken tyskerne havde vundet herredømmet, men de havde også tiltaget sig herredømmet i det hele taget -fortyskningen rykkede kraftigt frem over alt.

Imod dette overtag arrangerede man møder og gudstjenester i dansk tradition. Dette foregik over det meste af Sønderjylland. I Bovlund endte det med at man i 1879, med Rødding Frimenighed som forbillede, dannede en frimenighed med L. B. Poulsen som præst.

L. B. Poulsen var skolelærer i Rangstrup. Han havde deltaget i krigen i 1864. I 1867 blev han afskediget af tyskerne da han nægtede at aflægge ed på den preussiske forfatning. Han flyttede med sin unge kone til Bovlund, hvor de tog ophold hos hendes mor, men kort efter krævede tyskerne, at han skulle aflægge soldatereden, eftersom han havde været med frivilligt i 1864. Den ed ville Poulsen ikke aflægge, og for at undgå at blive tvunget til det, flygtede han til Kongeriget, hvor han i nogle år var forstander for Vejstrup Højskole på Fyn.

I foråret 1870 var han tilbage i Bovlund, idet en kreds af familier her havde bedt ham om at holde skole for deres børn. Straks efter hjemkomsten begyndte han at holde husandagter om søndagen hos sin svoger Bunde Refslund “den yngre”, hos hvem han boede indtil han fik sit eget hus bygget færdigt.

L. B. Poulsen blev nu denne kreds´ ordfører både folkeligt og kristeligt. Da Poulsens hus var færdigt flyttede disse møder til “Salen” – en mødesal han havde ladet indrette i gavlen af sit nye hus. Med mellemrum arrangerede han også større møder, hvor præster og højskolefolk fra Kongeriget kom og talte. Møderne, hvor en præst talte, udviklede sig snart til fuldstændige gudstjenester med dåb og nadver.

Da de tyske myndigheder i 1874 forbød præster fra Danmark at prædike og forrette kirkelige handlinger i Sønderjylland, og efter den tid lagde alle tænkelige hindringer i vejen for en fri forkyndelse, faldt det naturligt at denne kreds bad L. B. Poulsen blive deres præst, og den 19. november 1879 blev han ordineret. Bovlund Frimenighed var begyndt. Kirkerummet var “Salen”.

I 1890´ernes første halvdel var man omkring 60 medlemmer, og det begyndte at knibe med at kunne samles alle på én gang i Poulsens Sal, og man bestemte at bygge kirke, og samlede penge sammen og købte grund. Arkitekt Bentsen, Vallekilde, tegnede, og i 1896 stod Bovlund Frimenigheds Kirke færdigbygget – som den første frimenighedskirke i landsdelen. Kirken kunne dog på grund af de tyske myndigheders utallige hindringer først tages i brug efter fire år i 1900.

L. B. Poulsen virkede som menighedens præst indtil 1916, hvorefter man klarede sig med gæstepræster til 1919, hvor L.B. Poulsen døde, lige før afstemningen og Genforeningen i 1920. Efter Genforeningen havde man igen lov til at tro og mødes som man ville, nu kunne Grundtvigs inspirende tale om folkelig og åndelig frihed frit udfolde sig. Nu kom der igen danske sognepræster til landsdelen, og nogle frimenighedsmedlemmer valgte at gå tilbage til deres sognekirke. Men de fleste blev, skønt de ofte havde en længere vej til frimenighedskirken end til sognekirken.
K. J. Bønløkke, som var præst i frimenigheden fra 1971 til 1980, skriver i jubilæumsskriftet, i anledning af frimenighedens 100 års jubilæum, at grunden til at de fleste blev i frimenigheden efter Genforeningen skyldtes “kærlighed til det fri menighedsliv, man under trange – men alligevel rige kår – havde vokset sig ind i, og kærlighed til det fællesskab man dér var blevet en del af og følte sig hjemme i. Det var kun få af dem der dannede de sønderjyske frimenigheder som af princip var frimenighedsfolk, men de havde levet sig til at blive det, sådan at de nu følte sig hjemme i frimenigheden og ikke kunne gøre skridtet tilbage uden at ville føle det som et tab. Dertil kom, at der i årene efter 1920 kom en del unge fra Danmark til egnen – en del af disse havde været på højskole og var blevet optaget af Sønderjyllands skæbne – mange af dem stiftede hjem her, og for dem, hvoraf også nogle kom fra fri- og valgmenighedskredse, var det naturligt at finde det kirkelige tilhørsforhold i frimenigheden i Bovlund.”
L. B. Poulsens afløser blev præstenN.A. Jensen, som virkede fra 1919 til 1922. Han kom fra København og Vallekilde, og en snes års virke som præst i Jernved ved Ribe. Ofte havde han under fremmedherredømmet været smuglet over grænsen for at tale i sønderjyske menigheder og forsamlingshuse, ligesom han havde indbudt sønderjysk ungdom til stævne i Jernved. Under 1. verdenskrig havde han arbejdet blandt sønderjyske krigsfanger først i Aurillac, siden i Rusland. Det var vanskelige år for frimenigheden, som var lille og spredt. Berthaline Refslund skrev i 1968 om N. A. Jensen: “Poulsens afløser blev den rigt begavede og veltalende Pastor Jensen. Ved ham kom vort kære danske sprog i sin fineste klædning til os.” N. A. Jensen blev i 1922 sognepræst i Møgeltønder.
Hans efterfølger blev Marius Olsen. Han var enkemand. Hans store interesse var ungdommen. Og ungdommen på sin side flokkedes om ham. Det var til ham menigheden byggede præstegården i 1929. Marius Olsen

konsoliderede frimenigheden, ikke mindst simpelthen i kraft af den lange årrække han var menighedens præst, helt til 1951 – i alt 29 år. Det var ligeledes Marius Olsen som utrætteligt førte an i frimenighedens arbejde for at støtte grundlæggeren af pigeskolen Seva Mandir, Anne Marie Petersens virke i Porto Novo i Sydindien – en støtte som stadig fortsættes, nu gennem genbrugsbutikken “Tøj & Ting” på hovedgaden i Agerskov. Marius Olsen rejste meget omkring i landsdelen og samlede unge til leg og sang, fortalte og prædikede.

Menighedens tre første præster ligger alle begravede på Bovlund Frimenigheds Kirkegård.
Marius Olsens efterfølger blev C. H. Wulff, som virkede i Bovlund fra 1951 til 1971. Wulff og fru Anna Wulff fortsatte Marius Olsens arbejde med ungdommen. Konfirmanderne var C. H. Wulffs hjertebørn. Og konfirmanderne glemmer vist aldrig deres præst. Wulff havde tilbragt mange år i Amerika, først som landbrugsstuderende, og senere som præst for en dansk menighed. Tiden i Amerika fyldte ganske naturligt en stor del af konfirmandtimerne – Wulff var en glimrende fortæller, og verden blev stor og interessant for konfirmanderne, og troen blev til virkelighed, til levet og levende liv. Og menigheden holdt sig oppe. Det var år med over-gang til en ny tid efter 2. verdenskrig. Da C. H. Wulff ønskede at trække sig tilbage, hjalp han menigheden godt, indtil den havde fået ny præst.
I august måned 1971 ordinerede biskop Dons Christensen C. H. Wulffs afløser, som blev K. J. Bønløkke – den femte præst i rækken siden menighedens stiftelse. Bønløkke og hans hustru Kirsten kom fra et arbejde i de frie skoler, som naturligt havde ført dem ind i det grundtvigske liv og virke. Med dem som præstepar fortsatte menigheden sin udvikling i “et jævnt og muntert virksomt liv” frem mod firserne. I Bønløkkes tid skiftede menigheden salmebog, idet man gik over til Den Danske Salmebog. Menigheden anskaffede sig også et nyt orgel, som blev taget i brug til påske 1977. Endelig fejrede frimenigheden sit 100 års jubilæum i 1979 med fest og udgivelse af et jubilæumsskrift – samt afholdelse af De Grundtvigske Valg- og Frimenigheders Årsmøde. Søndag d. 20. juli 1980 holdt Bønløkke afskedsprædiken og efter gudstjenesten takkede menigheden for ni gode år og ønskede held og lykke til Bønløkkes nye arbejde som sognepræst i Ølsted.
Her efter kom to hurtige præsteskifter.

Bønløkke afløstes af Kjeld Kristensen, som rejste efter blot 2 år. Kjeld Kristensen var sparekassedirektør i Ålborg, men måtte grundet sygdom kvitte sit job. Derefter studerede han teologi i England, og på et besøg hos en god ven i Haderslev, hørte han at frimenigheden søgte en præst. Egnen trak også i ham, idet hans slægt stammede fra dette område. Hans store indsigt i mange ting blev menigheden til gavn og glæde. Tiden med ham og hans hustru, Birgit Kristensen, blev en god tid. Kjeld Kristensen havde en særlig evne til at tale med syge og døende, og støtte både dem og deres pårørende. I 1982 blev han præst for den danske menighed på Solkysten i Spanien.

Den 10. december 1982 tiltrådte Erling Pallesen som præst i frimenigheden; han kom fra Tønder, hvor han underviste i kristendomskundskab på øvelsesskolen ved seminariet. Også han og fru Dagmar Pallesen rejste efter blot et par år. De så sig nødsaget til at stoppe, grundet regler for førtidspensionering. Pallesens prædikener bar præg af den grundtvigske tankegang. Menigheden glædede sig i deres tid også især over de dejlige aftner i præstegårdens stuer, efter de månedlige aftengudstjenester, hvor præstegården blev fyldt til bristepunktet – disse aftner bød sædvanligvis også på et eller andet kulturelt emne til drøftelse – eller der var oplæsning.
Til Pallesens efterfølger valgte man dr. phil. Britt Tryde Haarløv, som virkede fra 1985 til 1992. Britt Haarløv blev taget imod med åbne arme, og kastede sig ud i arbejdet – bl. a. arbejdede hun energisk – sammen med andre i frimenigheden – for at få bygget en ny længe til præsteboligen, således at der kunne blive en fin konfirmandstue. Det lykkedes at samle penge og kræfter til byggeriet, som stod færdigt i 1990. I 1992 stopped Britt Haarløv og blev ansat som sognepræst i Kliplev. Så i efteråret 1992 fik frimenigheden ny præst, Sten Kaalø, som kom fra København. Kaaløs imødekommende og rolige gemyt, samt hans samarbejdsevne, var netop, hvad menigheden havde brug for efter den lidt turbulente periode. Han er god til at videreføre de gamle traditioner, og samtidigt fyldt med nye initiativer.

Mange har, gennem de forløbne år Kaalø har været menighedens præst, nydt godt af de inspirerende foredrag og spændende udflugter han arrangerer en gang hver måned i vinterhalvåret.
Man hører tydeligt i prædikenerne, at han også er digter, Sten Kaalø kender og bruger alle sprogets nuancer.

Af det nye Kaalø bragte til frimenigheden kan nævnes den årlige friluftsgudstjeneste, som bliver afholdt på en eng bag kirken. Her samles menigheden først om gudstjenesten, til akkompagnement af en kvartet eller trio, og derefter hygger man sig i det grønne med de medbragte madpakker.

De senere år er menigheden også talstærkt sluttet op om en særlig “lysfest-gudstjeneste” i december eller januar måned. Ved denne gudstjeneste er det de unge mennesker der går til konfirmationsforberedelse som er i fokus, både før, under og efter gudstjenesten, der er bygget op om et bestemt tema, de unge har arbejdet med. Ved denne lejlighed er kirken udelukkende oplyst af stearinlys, og da gudstjenesten holdes enten tidligt om morgenen eller om aftenen i vintermørket, giver det en helt særlig og meget intens oplevelse at deltage. Kirken er også pyntet med ting som konfirmanderne har fremstillet, og som relaterer til det tema gudstjenesten er bygget over. Sten Kaaløs kone, Bente Sonne, der er billedkunstner, bistår også med sit talent, så det hele går op i en højere enhed. Ved at forene det teoretiske med det praktiske arbejde, får Kaalø de unge mennesker til at arbejde sammen, og opleve glæden ved fællesskabet og hinanden.
Ikke mindst takket være Sten Kaalø har der i de sidste år været en stigende tilgang af medlemmer til frimenigheden – vi ser fortrøstningsfuldt fremtiden i møde.