BOVLUND FRIMENIGHED

I denne tid, hvor der i skrivende stund, har været
krig i Ukraine i halvandet år, siden Rusland overfaldt landet, og hvor der er krigstilstande i Sudan og Niger i Afrika, og vold og uro mange andre steder på kloden – er det godt at læse eller synge B. S. Ingemanns aftensalme ”Fred hviler over land og by”.
Det hedder i vers 4:
Slut fred, o hjerte, med hver sjæl,
som her dig ej forstår!  

Ingemann kender  menneskehjertet og ved at det ikke er så helt nemt at tøjle det. Han kender til vort hjertes følelse af misundelse og nag og hævnlyst og stolthed.
    Og nu opfordrer han os til at lægge alt det væk og slutte fred med det andet menneske – eller de andre mennesker – som vi måske er blevet så for-skrækkelig såret over slet ikke har vist forståelse for os, og derved fremkaldt skuffelse og vrede og hævntørst i os. I syvende og sidste vers hedder det:

Fred med hvert hjerte, fjern og nær,
som uden ro mon slå!

Her gælder det ønsket om at alle hjerter må kunne slå i fred og ro – om det så er hjertet i nogle som har gjort os ondt, eller nogle som vi ser som fremmede, som flygtninge, eller nogle som vi intet kender til – nogle med en helt anden kultur end vor. Alle ønskes fred, om de er nærved eller i det fjerne. Aftensalmens sidste to linjer:

Fred med de få, som mig har kær,
og dem, jeg aldrig så.  

Med de ord ønsker vi fred og ro til vore nære, som kender os, og alligevel holder af os. At få lov at huske at ønske det for dem ved aftenstid er en skøn tanke.
    Og Ingemann går videre og lader os med salmens ord have de samme ønsker til de oceaner af mennesker som vi aldrig har set – måske fordi de levede længe før vi selv kom til verden, eller fordi de lever et helt andet sted end os på kloden.
    Den slags ønsker ville pastor emeritus Søren Krarup gerne ha sig frabedt, har han mange udtalt i sine velmagtsdage, da han repræsenterede Dansk Folkeparti i Folketinget, og påstod at vor næste kun kunne være den person der stod lige foran os – og ikke en person i Eritrea eller Peru eller i Grønland.
     Men for Ingemann er det Gud-givne liv så stort og mægtigt i os, at vi evner også at tænke på, og ønske godt for, det menneske som vi aldrig har set. Og den tanke, den kærlighed i os, må vi takke Gud for.