Vorherre selv bød ind til fest
og kyssed hver benovet gæst
i kærlighedens sale
med øjne, undrende og blå
vi bare så og så
og slugte livets tale:

At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden si´r
så har den vore hjerter.

Sådan synger vi i de to sidste vers af Jens Rosendals Forelskelsessang fra 1981. Og det gør godt at synge de vers – og hele sangen.
    Ganske af sig selv sætter sangens ord liv i krop og sjæl, så blodet løber hurtigere og det arme hjerte må kæmpe for at holde takten – og i hovedet dannes der dels erindrede billeder, og dels nye billeder som husker os på forelskelsen, og viser os den.  
    Men vi er ikke alene om det – Gud er med – Gud byder ind til forelskelsesfesten, ja, mere end det – Gud kysser enhver der kommer til hans fest. 
   Vi husker nok skildringen i evangelierne af et par fester som Jesus fortæller om i lignelser –dels beretningen om manden der vil holde en fest for sine venner og bekendte, og da alt er klart sender han sine tjenere ud for at sige, at nu kan folk komme, nu er alt klart. 
    Men ingen af de indbudte kommer, de undskylder alle – én har lige købt et stykke jord og skal inpicere det, en anden har lige købt sig nogle okser og skal ordne noget med dem, og en tredje har lige giftet sig og undskylder meget, men han skal være sammen med sin brud. 
    Så sender indbyderen sine tjenere ud på byens gader og stræder og inviterer tiggerne og de handicappede – og de tar imod indbydelsen, men der er stadig plads ved bordet. 
   Og værten sender tjenerne ud i byens udkant med invitationer til narkomanerne, alkoholikerne, de hjemløse og udstødte som holder til dér, under viadukter og i grøfter, og sover på et stykke pap – og også de mennesker takker for invitationen og dukker op ved bordet. 
    Og festen begynder for alle der tog imod invitationen. Og Jesus siger til sidst: ”Jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt skal smage mit måltid.” 
    I en anden lignelse fortæller Menneskesønnen om De ti brudepiger som venter med lys i olielamperne på brudgommens komme.
    Men hans komme trækker ud. Brudepigerne blir trætte og tar sig en lur. 
    Pludselig lyder så råbet: Nu kommer brudgommen. Pigerne vågner, og de fem af dem springer op med lys i lamperne, mens de fem andre opdager, at de ikke har haft olie nok på lamperne, så deres lys er gået ud. 
    De plager om at låne noget olie hos pigerne med lys, men det kan ikke lade sig gøre – og de

fem uden olie styrter afsted til købmanden efter mere olie. Det får de, men da de kommer tilbage er brudgommen kommet og festen er begyndt.
    De banker på døren, men den der åbner siger, at han ikke kender dem, så de blir ikke lukket ind. Slutningen på lignelsen lyder i Matthæusevangeliet: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.” Underforstået: Ingen ved hvornår Jesus kommet til os.
    Evangelisten Matthæus kan godt li at skære alt ud i hårdt strittende stikkende pap. Man skal ikke bare være klar – man skal være helt og aldeles klar!
    I forelskelsen, som Jens Rosendal digter om bæres der over, for vi mærker i forelskelsens rus, at livet er det hele værd, og at vi ikke kan ta os af hvad måske hele verden ellers sir og brøler til os – kærligheden findes og den lever i vore hjerter. Og når Gud ser den i os, så byder han ind til fest uanset. For kærligheden overtrumfer alt.